1947-61
Efter den franske stats overtagelse af RENAULT-fabrikkerne blev Pierre Lefaucheux indsat som adm.direktør. Han fik problemer nok med genopbygningen af virksomheden, der langsomt fik sat gang i produktionen af en førkrigsmodel. Dernæst fik han et ret overraskende næste problem; på den ene side var han så heldig at stå med en nykonstruktion nemlig model 4CV, på den anden side havde han en træg bestyrelse, der ikke ville gå med til at sætte denne bil i produktion.Lefaucheux fik dog gennemtrumfet sin vilje - og 4CV kom i produktion i 1947. Hans dispotion viste sig at være rigtig, for da den sidste 4CV forlod samlebåndet den 6. juli 1961 - var der produceret 1.105.543 stk. af denne model. Den franske folkevogn kom til Danmark i 1948, og det var så afgjort den mindste fire-dørs sedan, der endnu var set, men den var utrolig rummelig. Mange senere franske biler var tilsynelaende konstrueret til personer, ikke over 162 cm i højde - og forsynet med sko nr.36 i spidssnudet model, hvis pedalerne skulle kunne betjenes.I 4CV kunne en person på 184 cm. - lige akkurat beholde hatten på, og der var rigelig plads til benene. Fordørene var hængslet bagtil, hvilket lettede indstigningen, men man sprang ikke ligefrem ind i vognen, for sæderne var kun lidt over kantstenshøjde. Motorens anbringelse bag i vognen var medvirkende til den gode pladsudnyttelse i kabinen.Til gengæld var bagagerummet i snuden af vognen mest passende for en jordmodertaske. Den firecylindrede motor havde en slagvolumen på 747 ccm og den første udgave ydede kun 19 hk ved 4.000 0/min. sidste udgave endte den med at yde hele 21hk (SAE) ved 4.200 o/min., hvilket gav en tophastighed på 95 km/t.- fabrikken sagde ganske vidst 100 kmt., men det var åbenbart kun med vinden i ryggen. Nogen sprinter var 4CV naturligvis ikke, men de fleste biler var i begyndelsen af 50´erne ret sløve, så den fulgte ret godt med. Ligefrem lydsvag kunne den heller ikke beskyldes for at være, for motorvibrationerne forplantede sig med fryd og iver til karrosseriet. Til gengæld kunne man glæde sig over en ret enestående bensinøkonomi, der retfærdiggjorde en bensintank på kun 27,5 l. Desuden var den lille RENAULT ret billig i anskaffelse. I 1955 var prisen incl. registreringsafgift for Standard-modellen kr.8.455.- og for Luxe kr. 9.550.-. Man kunne til med få en åben udgave for kr.11.485.- Ønsker du iøvrigt at nærlæse 4cv´ens historie - med gennemgang af de forskellige årgange og varianter - kan det stadig lade sig gøre at købe Renault veteranen nr. 1 - 2 - 3 - 4 -6 - 7 -8 - 9 - 10 - 11 - 12 - 13 & 14 - Bladene kan købe hos kasseren.