Alpine Renault

1954 –
 

Sportsvognfabrikken Alpine blev etableret i 1954 af Jean Rédélé (1922 – 2007), på det tidspunkt Renault-forhandler i Dieppe. Han var optaget af motorsport og havde i 1950 deltaget i Dieppe – Rouen-løbet med en pumpet 4CV, som han mente kunne have potentiale som rallybil. Han gik hen og vandt løbet. Man må kunne sige, at sejren lagde grunden for både hans rallykarriere og for udviklingen af heftige sportsvogne under Alpine-navnet. De mange løbssejre, ikke mindst sejren i Coupe des Alpes i 1954, gav ham inspirationen til navnet.

1954: Paul Condrillier & Jean Hébert i nr. 52 og Jean Rédélé & Louis Pons i nr. 58 med biler og blomster efter succes i Liege – Roma – Liege-løbet i 1954. Grundlaget for Rédélés senere satsning på Alpine-fabrikken byggede på erfaringerne fra de mange løb med den pumpede 4 CV. (Foto: http://luiscezar.blogspot.dk)
 

Jean Rédélé, skaberen af Alpine-fabrikken, med sit guldæg – A110 Berlinette.

De mange modifikationer han havde foretaget på hans egen 4CV, bl.a. 5-trins gearkasse, letmetals-komponenter, tuning af motoren osv. førte naturligt nok til efterspørgsler fra interesserede konkurrenter, og han etablerede derfor i 1954 virksomheden Société Anonyme des Automobiles Alpine. Hans idé var at bygge selv-konstruerede sportsvogne baseret på velprøvet Renault-teknik.

I 1955 arbejdede Jean Rédélé sammen med andre glasfiber- og polyester-pionerer med at støbe et karosseri i dette nye og uprøvede vidundermateriale. Virksomheden fik støbt et lille coupékarosseri og monterede det oven på en 4CV undervogn med al dens simple teknik. Bilen fik modelnavnet Alpine A106. Nummeret refererer til de tre første tal i 4CV-ens homologeringsummer R1060.

Bilen opnåede en række succeser gennem 1950`erne og fik efterhånden følgeskab af en lav cabriolet, efter streger udført af den italienske designer Giovanni Michelotti. Glasfiberkarosseriet var bygget over en stiv rygrad af stålkanaler og -rør, som skulle blive kendetegnende for senere Alpine-modeller.

"Ur-modellen" af Alpine er denne Alpine A106 fra 1955, bygget på 4CV´ens undervogn.
 

Man kan tydeligt se, at Alpine A108 bærer de mange designtræk, som man nogle år senere kunne genfinde på den ikoniske A110.

Michelottis meget vellykkede cabriolet blev videreudviklet til en lukket 2 + 2 coupé (eller "Berlinette"), som fik modelnavnet Alpine A108. Hvis man skulle følge logikken fra den første A106, skulle modellen hedde A109, da den jo bygget på Dauphine, som havde typebetegnelsen R1090. Den var udstyret med Dauphines Gordini 845 ccm motor, som på senere modeller var blevet boret ud til 904 ccm og senere 998 ccm. A108 blev bygget mellem 1958 og 1963.

Efterhånden var den velprøvede Renault-teknik fra 4CV og Dauphine ved at være udrangeret.
Da Renault 8 blev lanceret i 1962, tilpassede Alpine-fabrikken undervogn og karosseri på den eksisterende undervogn så den passede på R8`s mekanik.

Den nye model blev kaldt A110 Berlinette Tour de France, opkaldt efter en succesfuld placering med en Alpine A108 i 1962 i løbet med samme navn.

Klubmedlem Steen Tygesens Alpine A110.

Bilen havde i starten R8-motoren på 956 ccm / 51 hk. Den samme undervogn og karosseri blev i de følgende år videreudviklet frem til den sidste A110 trillede ud fra fabrikken i 1977. Den havde en 1800 ccm motor med 180 hk +. Med en matchvægt på omkring 620 kg var bilen nærmest et missil på fire hjul.

Alpine havde stor succes i rallies over hele Europa. Dette var naturligvis ikke gået Renault-direktørerne forbi, og i 1968 rådede Alpine over Renault-koncernens motorsportsbudget. Som følge af det tætte samarbejde mellem de to fabrikker blev Alpine solgt og vedligeholdt af de almindelige Renault-forhandlere i Frankrig.

Virkelig succes fik Alpine i 1968, da de hjemtog sejren i Coupe des Alpes og i andre internationale motorsportsløb. På dette tidspunkt var løbsbilerne udstyret med 1440 ccm-motoren fra den største R8 Gordini. I 1971 tog Alpine de tre første pladser i Rally Monte Carlo med motorer, der i udgangspunktet kom fra Renault 16. I 1973 gentog bilerne Monte Carlo-succesen fra 1971. Fabrikken gik nu efter totalsejer i World Rally Championship, og ikke mindst slå Porsche, Lancia og Ford.

I denne periode gik salget af Alpine A110 strygende, og der blev også bygget A108 og A110 på fabrikker i Spanien, Mexico, Brasilien og Bulgarien.

Benzinkrisen i 1973 fik alvorlige konsekvenser for specialbilproducenterne verden over. Fra en samlet produktion på 1421 Alpine-modeller i 1972 faldt antallet solgte biler til 957 i 1974. Alpines problemer blev forstærket af manglen på en erstatning for den nu aldrende A110. For at forværre situationen yderligere steg de europæiske benzinpriser til himmels. Alpine var i krise.

Alpine A110 i kendt positur. Den var bygget for rallykørsel, hvilket billedt tydeligt demonstrerer.

Redningen kender vi: Renault overtog ejerskabet. Alpine fortsatte med fremstillingen af A110. Samtidig gik udviklingsarbejdet hen imod en afløser, som kom i 1971 med præsentationen af A310. Men konkurrencen var hård, ikke mindst fra Lancia Stratos, som i konstruktion og størrelse var bygget efter samme koncept som A110.

Klubmedlem Palle Borggård Sørensens 1983 Alpine A310.

Ud over i 1970`erne blev det mere og mere tydeligt, at Alpine, sakkede agterud i forhold til mere moderne sportsvogne. Alpines modeller var i store træk baseret på konstruktionen fra 1962. Med Renaults racingbudget i ryggen satsede Alpine på et nyt mål, nemlig at vinde Le Mans. Renault havde i mange år haft et tæt samarbejde med tuning-guruen Amedée Gordini, som ikke mindst havde dette samarbejde haft stor succes i motorsport med Gordini-tunede Dauphiner. I 1968 købte Renault 80 % af Gordinis firma, fusionerede dette med Alpine, og barnet blev døbt Renault Sport. Det kom der i de følgende år en række stadig mere succesfulde sportsvogne ud af – det kulminerede i 1978 med sejer i Le Mans med en Renault Alpine A442B. Denne var udstyret med en turboladet motor. Alpine blev derfor den første bil til at vinde et internationalt rally med en turbomotor. Det var i 1972, da Jean-Luc Thérier kørte en modificeret A110 hjem til sejr på Criterium des Cévennes.

Alpine Renault fortsatte igennem 1980-erne udviklingen af sine modeller. A310 var som A110, bygget med hækmotor, oprindeligt den samme firecylindrede 1,6 l motor fra Renault 17 TS. I 1976 blev A310 blev bilen redesignet og udstyret med den nyudviklede, og Alpine-modificerede, V6 PRV-motor på 2,6 l. Den kom i starten med en fire-trins manuel gearkasse, senere kom den med fem gear.

A310 blev i 1984 fulgt op med Alpine 610/GTA-serien, i starten med en PRV V6 sugemotor. I 1985 kom V6 Turbo-udgaven, som var både hurtigere og havde langt mere power. I 1989 kom jubilæumsudgaven Mille Miles, som markerede Alpines 35 års jubilæum. Produktionen var begrænset til 100 biler, alle udstyret med ABS-bremser, polerede fælge, specielt læderinteriør og ditto lak.

Modellen som ikke blev til noget: Alpine A410/A710 prototypen var køreklar, med plader på og det hele, men blev alligevel droppet. (Foto: iedeiblog.com)

I 1989 startede udviklingsarbejdet til en ny Alpine A410/A710 Berlinette 2. Der blev bygget to prototyper, men på grund af omkostningerne ved projektet, (formentlig) blev projektet aflyst i 1995. I 1990 kom specialudgaven GTA Le Mans, som mekanisk i store træk var identisk med V6 Turbo. Motoren var udstyret med katalysator, som reducerede effekten til 185 hk. Modellen kom også i en højrestyret version og havde en nummereret mindeplade på instrumentbrættet. Le Mans-modellen er meget eftertragtet af bilsamlere, da kun 325 blev bygget – 299 venstrestyrede og 26 højrestyrede.

Allerede året efter kom Alpine A610. Både undervogn karosseri og interiør var blevet opdateret, men bilen var stadig let genkendelig som en Alpine. Aircondition og servostyring var standard. Den samlede produktion kom op på 818 biler – 67 højrestyrede og 751 venstrestyrede.

Den sidste "ægte" Alpine, en A610, forlod fabrikken i april 1995. Virksomheden i Dieppe gik nu over til at bygge Renault Sport Spider, R5 Alpine, og senere hen Clio Williams, Clio V6 og andre specialmodeller.

Som et kuriosum kan nævnes, at Alpine ikke kunne sælges i Storbritannien under sit eget navn, da engelske Sunbeam ejede retten til mærket (anvendt på f.eks. 1960-ernes åbne sportsvogn Sunbeam Alpine). De modificerede udgaver af Renault 5, som i 1970-erne blev markedsført over hele verden som R5 Alpine, blev i England derfor solgt som R5 Gordini. Pudsigt nok er det i dag PSA Peugeot Citroën, som ejer rettighederne til det britiske Alpine-mærke.Dette er et resultat af en række virksomhedsopkøb igennem de seneste mange år.

Alpine-fabrikken i Dieppe fremstiller i dag specialudgaver af dagens modeludvalg fra Renault. I maj 2012 blev der lækket billeder af et nyt Renault Alpine-koncept, på tidspunktet døbt Renault Alpine A110-50. Linjerne var baseret på Renaults elbil DeZir, som blev vist første gang på Paris-motorshowet i 2010. I november 2012 annoncerede Renault, at Caterham Cars havde købt sig ind i Renaults helejede datterselskab Société des Automobiles Alpine. Planen var at oprette et joint venture (Société des Automobiles Alpine Caterham eller SAAC), som skulle ejes ligeligt af begge parter, med det formål at udvikle ”overkommelige” sportbiler under Alpine- (for Renault) og Caterham- (for Caterham Cars) navnet. Der blev præsenteret en konceptudgave af en ny Alpine – Alpine A110-50. To år senere annoncerede Renault tilbagekøb af aktieposten fra Caterham Cars i SAAC og omdøbte derefter selskabet til Société des Automobiles Alpine.

2016: Steen Tygesen røber A110-hemmeligheder til Renault Sports F1-kører Kevin Magnussen. Bilen og unge Magnussen stod i foråret 2016 model ved en fotosession for et kendt, dansk tøjmærke. (Foto: Ejvind Dyrebjerg Davidsen)

I 2016 forbereder fabrikken sig på fremstillingen af en helt ny Alpine – også denne en rendyrket sportsvogn – ikke blot en sportsudgave af en serieproduceret Renault-model. Den nye Alpine vil sandsynligvis blive bygget på en modificeret platform fra Nissan GT-R Premium. Renault Alpine Vision Concept, som efter sigende er så godt som den produktionsklare model, blev fremvist i februar under stort ståhej. Den vil komme på markedet i 2017. Om der vil komme nogen til Danmark henstår i det uvisse. Uanset vil den først i 2047 kandidere til medlemskab i Renault-Veteranerne...