Renault 4

1961 – 1992

På Frankfurt-udstillingen i 1961 vistes Renault den helt nye R4, der afløste 4CV. Bortset fra motoren, som var den samme som i 4CV, havde de to modeller ikke meget med hinanden at gøre, for i R4 var motoren flyttet frem i vognen, og der var forhjulstræk. Karrosseriet var nærmest som en fem-dørs stationcar, og i konstruktionen havde man lånt lidt her og der, men præsenterede også selv en del nyt. Fra 4CV Standard havde man overført ideen med rørstole uden polstring, men med gummigjorde og løse hynder. Fra Austin/Morris lånte man forhjulsophænget med overliggende triangelarm og underliggende svingarme i forbindelse med skråtstillede reaktionsarme.

Gearskiftet skete med et håndtag i instrumentbrættet, som på DKW og 2CV, men baghjulsophænget var Renaults egen lille frækhed. Affjedringen af både for- og baghjul skete nemlig med torsionsfjedre, der sagtens kunne blive lange nok til forhjulene, men da der ønskedes en blød affjedring med tilstrækkelig stabilitet, lod man de lange torsionsstænger ved baghjulene ligge parallelt i direkte indgreb med de bagudrettede svingarme. Det medførte, at akselafstanden ikke blev den samme i højre og venstre side. Ikke en sjæl kunne mærke noget forkert i vognens køreegenskaber, tværtimod var R 4 ualmindelig sporsikker.

Nogen sprinter var R4 ikke, men når først den havde møvet sig op på en antagelig marchhastighed, kørte den dejligt. Meget lydsvagt, fuldstændig retnings- og sidevindsstabil og frem for alt med en utrolig komfortabel og effektiv affjedring. Selv skarpkantede ujævnheder flød den over, også helt ræselsfulde veje blev afviklet i yderste komfort, mens man kunne være helt sikker på, at alle fire hjul havde godt greb i vejen. Kørte man lidt halvhurtigt gennem et sving, kom der naturligvis en ret mærkbar krængning på grund af baghjulsophænget, men ved almindelig kørsel virkede krængningen ikke generende.

R4 var som skabt for de bilister, der kun ville eller kunne investere et behersket beløb i en bil, men som på den anden side  havde behov for plads. Det var bilister, der gerne ville udføre så meget af vedligeholdelsesarbejdet selv, når de altså havde de fornødne talenter. Dette havde importøren klart indset, og foruden en udmærket instruktionsbog kunne værkstedsbogen på dansk erhverves for et beskedent beløb. Desuden var der ingen smøresteder på undervognen, så alt i alt kunne R4 holdes kørende for beskedne udgifter.

Herhjemme blev varevognsudgaven utrolig populær, ikke mindst takket være Postvæsnet, som fra 1962 og de næste 20 år købte mere end  8000 R4-ere.

I 1961 kostede R 4 kr. 11.093 og R 4L kr 12.548.  
 

Renault lancerede allerede i 1968 en åben udgave af R4, kaldet Plein Air. Denne udgave overlevede dog kun et par år og havnede desværre i mølposen. I 1981 påbegyndte et fransk karosserifirma, Carsystem at fremstille en 27 cm forkortet og helt åben udgave. Denne fik navnet JP4 (Jeep4). Senere overtog Renault firmaet og fremstillede derefter officielt selv bilerne på basis af nye varebiler med 1108 ccm motor. 

Den særdeles specielle variant til højre – R4 Combi – er kun kendt i Danmark. Efter at have manglet en mindre varebil i modelprogrammet hos Renault, efter den forældede AHG / Juvaquatre udgik af modelprogrammet i 1960, var den danske Renault-importør allerede i 1961 klar med en dansk "hjemmebygget" variant til gule plader. 

Renault-fabrikkerne kom dog allerede året efter på markedet med den officielle R4 Van, hvorfor den danske R4 Combi hurtigt forsvandt igen. Så vidt vides er der ikke bevaret en eneste R4 Combi. På vort billede fra 1963 skimtes en af de fabriksbyggede R4 Van i udstillingen hos Brdr. Friis-Hansen A/S på Sdr. Ringvej i Glostrup.